FAZION

Topaktuel Performance om digitalt selvforsvar: Premiere på ‘OmniPresence’ i København

Mens WannaCry-ormen hærger verden, kører performanceforestillingen ‘OmniPresence’ fra 31. maj til 8. juni (under CPH Stage) sin mobile overvågningstruck rundt i København og tilbyder hjælp til bekymringsfrit privatliv og digitale forsvarsparader …

Performanceforestillingen ‘OmniPresence’ laver i skrivende stund pop-up bootcampsforskellige steder i Aarhus i sin mobile overvågningstruck a la FBI’s rejsehold –  men snart venter København, når der er ‘CPH Stage’-premiere 31. maj. Frem til 8. juni inviteres publikum ind i Omnibussen på Højbro Plads, ved IT-Universitetet, på Ofelia Plads og på Nytorv.
Forestillingen har forud for urpremieren i Aarhus over for presse og anden offentlighed illuderet at være blevet til i en obskur alliance mellem kulturlivet og det – FIKTIVE – globale IT-sikkerhedsfirma OmniPresence Consulting – www.omni-presence.dk, der undervejs “fejlagtigt” har lækket og siden dementeret mistænkelige mails om sin måde at behandle privatlivsoplysninger på (tidligere pressemeddelelse vedhæftet).

Men nu – mens IT-ormen ‘WannaCry’ hærger det globale samfund og hijackercomputere verden over – løftes sløret:

Perfomancekunstneren Annika B. Lewis og hendes Kassandra Production står i en co-produktion med det aarhusianske teater Bora Bora bag ‘OmniPresence’.

Metoden med det fiktive IT-firma, OmniPresence Consulting, blev taget i brug for at sætte fokus på, hvordan kommercielle aktører og andre magtinstanser infiltrerer både enkeltpersoners digitale hverdag og miljøer som kulturlivet for at udnytte privatlivsoplysninger og big data til at skubbe verden i deres foretrukne retning i et magt- og pengespil, de færreste kan overskue.
I højeste potens illustreret ved firmaet Cambridge Analytica, der både tilskrives og åbent praler med at have en afgørende del af ansvaret for, at Donald Trump blev valgt som præsident i USA, og at Storbritannien valgte Brexit som vejen frem. Blandt andet gennem deres anvendelse af såkaldte “fake news” rettet mod bestemte, særligt modtagelige befolkningsgrupper, udpeget ved hjælp af big data om disse menneskers digitale liv, præferencer og mentalitet: www.cambridgeanalytica.org

I forestillingen ‘OmniPresence’ inviteres publikum ind i overvågningstrucken til et både informativt og lidt vildt crypto-party! Her vil de måske lære at finde hoved og hale i de uoverskuelige konsekvenser ved, at de fleste mennesker i dag glad og gerne både bevidst og ubevidst deler data og privatlivsoplysninger kvit og frit i vores digitale og ofte selviscenesættende hverdag. Det bliver hands-on digitalt selvforsvar med et twist af det bizarre … og med stor sandsynlighed temmelig sjovt!