Efter adskillige ugers forhandlinger om messedatoerne for den kommende modeuge, er landskabet for vinterens Copenhagen Fashion Week nu lagt fast med to forskellige messeperioder samt en showkalender, der bygger bro mellem messerne. Dansk Mode & Textil, Wear og Danish Fashion Institute finder det problematisk og beklager, at det ikke er lykkedes at få messeaktørerne til at nå til enighed.
Efter mange ugers møder og forhandlinger om messedatoerne for den kommende modeuge, må branchens organisationer Dansk Mode & Textil (DM&T), Wear og Danish Fashion Institute (DAFI) desværre konstatere, at det ikke er lykkedes at få messeaktørerne til at blive enige. Således har CIFF med deres messe i Bella Center samt den nye herre- og livsstilsmesse CIFF Raven i Forum valgt at lægge sig den 1.–4. februar 2015, mens messen Revolver i Øksnehallen og Lokomotivværkstedet har valgt datoerne 29.–31. januar 2015. (Desuden ligger CIFF kids fra den 25.-27. januar 2015.)
Med respekt for, at messerne er private aktører i modeugen, har DM&T, Wear og DAFI forsøgt at mægle, opstille forskellige løsningsmodeller og komme med forslag til nye projekter, der ville kunne løfte modeugen. Dog uden held. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at DM&T, Wear og DAFI anser det for særdeles problematisk, at messeugen skal foregå over syv dage. Det er uhensigtsmæssigt for både udstillere og indkøbere – og for projektet København som international modeby.
Showkalender bygger bro
Den eneste fornuftige løsning i forhold til showkalenderen er således, at de officielle Copenhagen Fashion Week showdage bygger bro henover midten af de to messeperioder, samt at kalenderen potentielt udvides med en dag. Således vil der kunne afholdes shows på to dage under Revolver og to dage under CIFF – i alt fire dage.
De officielle datoer for shows under Copenhagen Fashion Week bliver*:
Fredag den 30. januar – mandag den 2. februar 2015
*Antallet af shows og de showaktive virksomheders ønsker vil endeligt afgøre antallet af showdage.
Nyt Modeugeråd
Som konsekvens af uenighederne har DM&T, Wear og DAFI besluttet fremover at nedsætte et permanent ”Modeugeråd”, hvis opgave bliver at fastlægge de officielle datoer for Copenhagen Fashion Weeks messer og shows. Rådet kommer til at bestå af repræsentanter fra DM&T, Wear og DAFI, udstillere samt en repræsentant fra hver af messerne. Etableringen af et Modeugeråd er blevet positivt modtaget af messerne og bliver iværksat i løbet af efteråret.
Nye frugtbare samarbejder
Trods det utilfredsstillende resultat for den kommende modeuge, skal det i en tid, hvor der kun tales om splittelse i branchen, fremhæves, at DM&T, Wear og DAFI har haft et yderst positivt samarbejde omkring messesituationen. Det har skabt en solid grobund for fremtidig fælles koordination og samarbejde i forbindelse med den københavnske modeuge – en udvikling som uden tvivl vil komme dansk mode til gavn. DM&T, Wear og DAFI vil nu bruge kræfterne på at sikre, at den kommende Copenhagen Fashion Week afvikles professionelt samt fremstår indholdsmæssigt interessant, således at flest mulige kvalitative indkøbere og presse, trods udfordringerne, gæster modeugen.